Fra den 1. juli 2025 skal virksomheder der leverer forbrændingsegnet affald til AFLD være opmærksomme på et nyt lovkrav. Det nye lovkrav betyder, at virksomheder, arbejdspladser, institutioner og foreninger i Danmark skal bruge klare sække til affald, der sendes til forbrænding.
Det er resultatet af en ændring i Affaldsbekendtgørelsen, som skal gøre det lettere for forbrændingsanlæggene at kontrollere, om affaldet er korrekt sorteret. Dermed understøttes kravet om, at forbrændingsanlæggene fra 2025 skal lave øget modtagekontrol og afvise læs med for meget genanvendeligt affald. Med klare sække bliver det nemmere at spotte fejlsorteret affald og sikre, at brugbare ressourcer ikke bliver brændt af.
AFLD vil fra den 1. juli 2025 således også være nødsaget til at afvise læs til forbrænding, hvor der er benyttet sorte sække til emballering af affald.




